Trælse møgunger eller uopdragne voksne???

Jeg var med toget for ikke så længe siden. En god oplevelse på nær en ting. Undervejs opdager jeg en pige og hendes far, som sjovt nok også var med toget. Pigen tegner og spørger undervejs sin far til råds. Hvad farve skal den her være far??? Faderen svare ikke og barnet bliver mere og mere højrystet i sit krav på svar.

Først bliver jeg vildt irreteret på den snottede unge, som abselut skal larme sådan. Jeg overvejer faktisk at bede faderen få barnet til at dæmpe sig. Så slår det mig pludseligt. Der er to uforskammede og uopdragne personer i vognen og ingen af dem er pigen. Hun sidder og tegner og taler direkte til sin far og hvad gør han?? Han ignorere hende fuldstændigt. Han svare hende slet ikke.
Det ville aldrig være skedt hvis pigen havde været voksen. Det eneste tidspunkt en voksen ignorer en anden voksen på den måde, er hvis man mobber. Dertil kommer min impuls til at bede faderen få hende til at dæmpe sig.
Tænk hvis jeg selv talte lidt højrystet med en ven og en vildfremmed henventet sig til min ven og sagde. "Kan du ikke lige få din veninde til at dæmpe sig lidt?" Det ville være SÅ ydmygende Måske skulle jeg i stedet have sagt til pigen "Ved du hvad, jeg kan godt forstå at du bliver sur, når din far ikke svarer dig. Det kan han faktisk ikke være bekendt. Men vi er mange med toget, så kunne du måske tale lidt lavere?" Så havde jeg både anerkendt hendes behov for svar og "subtilt" fortalt faderen at han var uopdragen og uforskammet.

Episoden har fået mig til at overveje hvor tit vi voksne opfører os uforskammet og uopdraget overfor børn. Desværre må jeg erkende, at det nok er alt for tit. Man kan overveje, om det er medvirkende til at børn af og til opfører sig rigtigt træls? Hvordan kan vi forlange at de opfører sig ordentligt, når vi, som skulle være deres rollemodeller ikke gør?

Den dag i toget tog jeg ihvertfald en beslutning. Hver gang et barn råber og jeg kan mærke en træng til at ruske det, og bede det være stille. Så tager jeg i stedet en dyb indåndning og prøver at få overblik over situationen. Måske er der en grund til den opførsel, måske oplever barnet igen at blive overset og behandlet nedladende helt uden grund. Jeg lovede også mig selv, at tage ungerne mere alvorligt. Hvis de taler til mig, så er det faktisk min pligt at svare dem. Hvis jeg ikke her lyst eller tid til at tale med dem, må jeg sige det til dem i stedet for bare at lade somom jeg ikke hører de taler til mig.

Her er et eksempel til den førnævnte far:

Ved du hvad Louise (eller hvad barnet nu hedder) Jeg kan godt se du er optaget af at tegne og at du gerne vil have min hjælp, men lige nu læser jeg altså avis. Måske kunne du tegne tegningen færdig og så kan vi tale om den bagefter? Eller han kunne (og det her er en ret radikal ide) lægge sin avis væk og bruge den unikke chance som togturen er for at tale med sit barn. De kunne sammen tegne tegningen sammen og måske få noget af den kvalitetstid alle børnefamilier sukker efter.

Så til alle jer voksne derude. Husk at børn også er en slags mennesker og man skal behandle dem som man ville behandle alle andre.