Først blev jeg vildt glad. Jeg tænkte, at måske vil truslen om at man pludselig skal af med erstatning få kommunerne til at tage specialundervisning alvorligt. Men bagefter tænkte jeg på fyren, som ikke havde lært at læse ordenligt. Han fik en bunke penge, men kan det opveje at han ikke kan læse?
Jeg tænkte på de mange år med nederlag på nederlag. På hvordan hans selvtillid langsomt men sikker blev undergravet og på hvordan hans dagligedag former sig. Stor problemer med at læse betyder jo alt for ofte ingen uddannelse. Det kan også betyde arbejdsløshed. Det kan også fører til social isolation, fordi man kan have besvær med at følge med i hvad der rør sig i samfundet. Man kan jo ikke læse aviser og tekst-tv.
Jeg kom til den konklution at erstatning selvfølgelig er et plaster på såret og selvfølgelig kan det betyder noget for fremtidens børn (forhåbenligt) Men for personen som første sagen er det alligevel lidt en papyrussejr. De kan jo stadigt ikke læse og pengene er jo en brøkdel af hvad de kunne have tjent. Det er jo også en dråbe i forhold til det de måtte gennemgå psykisk. < Jeg håber den unge mands sejr vil betyde at specialundervisning bliver en større prioritet og at andre ikke vil få brug for at lægge sag an. Jeg håber også at fyren har fået den hjælp han har brug for og at han er kommet videre med sit liv.
Jeg synes også at det er utrolig flot at han ture binde an med en retsag. Tænk at være så stædig og stærk at man tør bind an med det. Det offentlige r jo en formidabel modstander. Det har forhåbentligt give ham en god potion selvtillid og gåpåmod. God gået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar