Jeg læser konstant om nationale test og flere test i klasserne. Begrundelsen for alle disse test er, at lærerne så tidligere skal opdage de børn, som har problemer.
Det lyder jo både prisværdig og smart. Men jeg har alligevel mine bekymringer. Da jeg gik i skole, havde vi ikke så forfærteligt mange tests. Men vi havde diktat og tro mig ingen var i tvivl om at jeg havde læse/staveproblemer. Min lærer viste det, mine forældre viste det, mine kammereater viste det og jeg viste det i høj grad.
Så min pointe er, at vi nok ikke behøver alle de test for at lokaliserer problemerne. Et andet bekymringspunkt ved testene er, at der så vidt jeg kan se, ikke følgere flere penge med til spicialundervisning? Det betyder, at lærerne har den samme mængte tid og elever. Men nu skal de lave det, de lavede før og oven i købet lave test og skrive elveplaner for hver elev.
Jeg forstår ikke, hvordan det hænger sammen. Det må da betyde, at de svage elever som skulle hjælpes, i stedet tabes endnu mere på gulvet.
Det er et problem. For ordblinde er ikke dumme og dovne. Vi ved godt, vi har problemer og langt de fleste kæmper en hård kamp for at overvinde dem.
Den kamp bliver ikke lettet af test, som med jævne mellerum fortæller os, hvor dårlige vi er. Jeg er sikker på at undervisningsministerne gør tingene i bedste mening. Men det ændre ikke på det faktum, at det bare ikke er særligt motiverende for indlærningen, at man konstant bankes oven i hovedet med hvor dårlig man er.
Oven i det har jeg frygteligt ondt at lærerne. Man hører tit om dovne lærer, som bare vil holde lang sommerferie og altid klynker. Men i virkeligheden findes der jo et utal af meget dygtige og engagerde lærer, som vil det allerbedste for deres elever.
Jeg kan ikkke lade være med at tænke på, hvor fustrederede de må være. De sidder med elver med massive læseproblemer og nogle med sociale problemer og så skal de bruge endnu mere af deres tid på administrativt arbejde.
Min frygt er, at de tilsidst brænder ud og går ned med flaget. Det betyder, at vi i skolen taber elever, som bliver skoletrætte og får lavt selvværd. De tager i værste fald ikke en uddannelse og ser frem til ufaglært arbejde. En arbejdsform som forsvinder mere og mere her i landet. Dermed lurer arbejdsløsheden og overførselindkomsten lige om hjøærnet.
Oven i købet får vi en række lærer, som er gået ned med flaget og er sygemeldt. Det kan gå så galt, at de ikke kommer tilbage til det job, som de faktisk var rigtigt gode til. Det er i mine øjne to store tab.
Jeg anfægter ikke, at problemerne skal lokaliseres og at der selvfølgelig skal sættes inddividuelt ind. Men ressurserne skal følge med de gode intentioner, ellers ender vi med at tage alt mod og selvtillid fra de elever om skulle hjælpes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar