Ordblinde på Biblioteket

Jeg læset en rigtigt god bog om ordblindhed. Der blev ordblindhed beskrevet som at cykle i modvind.
Sikket en genial måde at beskrive det. Der er dog tider hvor jeg tænker at ordblindhed er: "at cykle i modvind, op af bakke, med punkteret dæk , kæmpe oppakning og i det højeste gear fordi gearet har sat sig fast.

Bogen tog også en anden pointe op. Det pinlige i at være voksen ordblind. Man forventer at børn kan have problemer med at læse og derfor er mange opmærksomme på deres behov. Men en voksen som ikke kan læse eller stave. Det er stadig tabu og faktisk kan det være så flovt at mange vælger at skjule det.
Jeg kan godt forstå, man vælger at skjule en svaghed, men problemet bliver jo ikke mindre af at gemme det væk. Og man kan jo ikke få hjælp, hvis man ikke fortæller man har et problem.
Jeg har hørt om ordblinde, som ikke kan læse overhovedet. De kommer ned på biblioteket og beder om lydbøger. Så viser bibliotekaren dem hvop lydbøgerne står og går.
Det er et problem, for de kan jo ikke læse hvad bøgerne handler om. Men jeg mener ikke at at problemet kun skyldes bibliotekaren. I dag låner rigtigt mange "normale læsere" lydbøger. De hører dem i bilen på vej til arbejde eller mens de gør rent. Det er selvfølgelig dejligt. Men det betyder, at man ikke længere tænker så meget over, at lånere af lydbøger kan være læsesvage.
Problemet kan løses på flere måder. Den ene er at bibliotekaren åbent spørger, om låneren har behov for mere hjælp, når man har vist dem lydbøgerne.
Men det er også op til de ordblinde selv at gøre opmærksom på problemet, hvis bibliotekaren glemmer at spørge. Det kan følels flovt at indrømme en svaghed overfor et fremmed menneske. Men hvis man skal have en ordentligt hjælp, skal modparten også have alle relevante oplysninger.