Ordblindhed nej tak. Øhh kan man det??

Før jeg startede denne blog skrev jeg et LANGT indlag på Fortællingen.dk omkring det at være ordblind. Det fik jeg en fin respons på. En af kommentarene forslog en metode til at komme af med ordblindhed. Teorien var at ordblindhed bare var noget vi havde fået påduttet af omverdenen. Der blev også foreslået en metode som kunne hjælpe en af med ordblindheden.

Jeg er ikke ening i at ordblindhed bare er noget vi er blevet påduttet. Jeg tror, det eksisterer. Jeg bygger min tro på min egen hverdag. Jeg har et problem med at læse og stave. Det er ikke noget som er kommet, fordi folk har sagt jeg er dårlig til det. Desuden fik jeg først dignanosen i gymnasiet. Så indtil da var teorien lidt at jeg nok var dum eller doven. Jeg fik en rigtigt fed kommetar fra en dame som underviser folk med læsebesvær. Hun skrev

Jeg får også røde knopper, når jeg hører eller læser udsagn om, at ‘Ordblindhed, det er der ikke noget der hedder’, eller ‘man behøver ikke være ordblind’. En NLP-terapeut har på sin hjemmeside skrevet ‘ordblindhed, nej tak!’ Javel ja. Det svarer lidt til at skrive ‘døvhed, nej tak’. Den der er døv - eller ordblind - ville sikkert også gerne være det foruden, men vedkommende fik ligesom ikke noget valg.

Hendes indlæg viser ret precist problemet. Man kan lige så lidt sige nej tak til ordblindhed som man kan sige nej tak til døvhed. Selvfølgelig kan man træne sine læsefærdigheder. Det er jeg jo bevis på. Men der findes også nogle mennesker, som er så ordblinde, at de aldrig lære at læse almindeligt. De må i stedet lyttelæse.